Tilpasningsmuligheder for landbrug i ny udledningsbaseret kvælstofregulering
Projektansvarlig: Torben Spanggaard Frandsen
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. Kvartal 2026. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion: Den nye udledningsbaserede regulering kan kræve 40–80 % reduktion i landbrugets kvælstofudledning, hvilket især vil udfordre visse produktionslandbrug og især kvægbrug som typisk er placeret på sandjord med overskudsnedbør. Disse bedrifter har højt husdyrgødningstryk, grovfoderproduktion og en kompleks arealanvendelse, hvilket gør dem særligt udfordrede.
Projektet har til formål at udvikle og afprøve praktiske løsninger, der understøtter kvægbrugets tilpasning til en ny udledningsbaseret kvælstofregulering. Med fokus på husdyrbrug skal projektet bidrage til en effektiv og bæredygtig omstilling ved at kombinere markdata, modelberegninger og bedriftsøkonomiske analyser. Målet er at reducere kvælstofudledning uden at kompromittere produktion, dyrevelfærd eller økonomi – og samtidig sikre, at reguleringen kan implementeres i praksis under hensyntagen til lokale forhold og landmændenes behov.
Projektet er opdelt i tre arbejdspakker, som fra forskellige vinkler belyser udfordringer og tilpasningsmuligheder for landbrug i relation til reduktionskravet af den landbrugsbetingede udledning.
I arbejdspakke 1 er målet at udvikle et geografisk beslutningsgrundlag, der kan skabe overblik ved at identificere områder med særligt store udfordringer og tilpasningsbehov. Dette gøres ved at integrere GIS-data for alle danske produktionslandbrug med oplysninger om afgrødefølge, retention, udledningskvoter og forventet implementering af kollektive virkemidler. På den baggrund beregnes, inden for hvilke afstande (f.eks. 3, 8 og 15 km) en bedrift skal operere for at opretholde sin nuværende arealanvendelse
I arbejdspakke 2 er målet at udvikle et værktøj til landmænd og rådgivere så det relativt nemt og hurtigt kan beregne de samlede konsekvenser for foderforsyning og bedriftsøkonomi at ændre arealanvendelsen. Værktøjet præsenteres for demonstrationsbrugene og deres rådgivere, som indgår i AP3.
Demonstrationsbrugene i arbejdspakke 3 er centrale for projektet, da foderplanlægning på bedriftsniveau kræver mere end generelle scenarier.
I samarbejde med lokale rådgivere udvælges 1-2 større kvægbedrifter i tre kystoplande med krav om 40-80 pct. reduktion i kvælstofudledning. Her afprøves konkrete tilpasningsmuligheder, der både skal opfylde miljøkrav og sikre økonomisk bæredygtighed. Derudover inddrages 1-2 maskinstationer, der fungerer som foderleverandører, for at vurdere deres rolle i en ny reguleringsmodel. Demonstrationsbrugene fungerer også som platform for videndeling gennem aktiviteter for rådgivere og landmænd samt løbende formidling i fagtidsskrifter. Erfaringerne samles i et inspirationskatalog, der skal understøtte tilpasning på tværs af bedrifter og forudsætninger.
Projektet komplementeres af projektet ”Tilpasning til trepart og ny kvælstofregulering” ansøgt ved Planteafgiftsfonden 2026-2028, som har til formål at identificere generelle tilpasningsmuligheder på alle bedriftstyper, men hvor der ikke arbejdes i dybden med konsekvenser af et ændret afgrødevalg på foderforsyning og bedriftsøkonomi.
Projektet vil fokusere på at identificere og implementere de mest effektive virkemidler til at reducere kvælstofudledningen. Projektet skal minimere det økonomiske tab for landmændene som i tidligere undersøgelser er opgjort til 500-6000 kr. pr. ha.
Projektet vil ikke direkte påvirke den samlede kvælstofudledning.
Projektresultater: